Didaktisk / pædagogisk profil

På Hareskov Skole arbejder vi hver dag målrettet på, at fagligheden er i top, og vi sætter en ære i at være kendetegnet som ”den faglige skole”. I vores optik sker dette imidlertid ikke på bekostning af de kreative aspekter, det udviklende og det nytænkende. Tværtimod har vi en fast overbevisning om, at netop disse elementer danner udgangspunkt for læringslyst, motivation, trivsel – og dermed faglig udvikling. Eleverne skal føle sig stimuleret og udfordret, og vi som skole skal tilgodese og udfordre de mange forskellige interesser og kompetencer, som de råder over. Således arbejder vi med en bred vifte af indsatsområder, som alle er sat i verden for at understøtte ovennævnte.

Vores ”English Debate Club” er fra i år et tilbud, som spænder helt fra 1. til 9. klasse og er tænkt som en udfordring for vore mange engelsktalenter og engelsksprogede elever.

Vi har gennem flere år arbejdet med udeskole i vore indskolingsklasser. Fra dette skoleår har vi nu tilknyttet os et nationalt udeskolenetværk, hvilket betyder, at vi med konsulentbistand nu kan udvide vores udeskoleaktiviteter til også at omfatte FFO, udvalgte klasser og årgange blandt de ældste elever, samt vores Sprog- Læsehus. Denne proces glæder vi os til at følge.

I vor udskolingsafdeling bestræber vi os på også at udfordre vore dygtigste elever inden for det naturvidenskabelige område gennem tilbud som ”Matematik på Kanten”, ”Unge Forskerspirer” og ”Master Class”. Disse initiativer er eksempler på, at vi løbende søger at ruste vore ældste elever til ungdomsuddannelserne ved at lade nogle af dem ”tage forskud på glæderne” i form af ekstra svære udfordringer.

Skolereformen har, gennem Åben Skole, givet os mulighed for et udvidet samarbejde med foreninger, erhvervsliv, organisationer osv. Dette har inspireret vore lærere til at iværksætte et væld af spændende projekter, og vi oplever et stærkt forøget aktivitetsniveau inden for- og ude af huset. Det er dejligt og meget inspirerende.

Skolereformen har ligeledes betydet et udvidet samarbejde mellem lærere og pædagoger i undervisningen. Det har givet en masse spændende muligheder, men naturligvis også en række pædagogiske og praktiske udfordringer. Vi synes, vi er nået langt i processen, og det er dejligt at se skolen ”summe” af både lærere og pædagoger. På såvel medarbejder- som på ledelsesplan arbejder vi meget målrettet på at skabe den bedst mulige overgang fra institution til FFO og skole. Det er et indsatsområde, som vi prioriterer meget højt, da det jo danner udgangspunkt for hele barnets skolegang i såvel trivsels- som læringsøjemed.

Gennem det seneste skoleår har vi afsøgt og afprøvet mange af de muligheder og perspektiver, som Lektiecaféen rummer (eller Læringscaféen, som vi jo kalder den). Det har givet os værdifulde erfaringer, og vi fortsætter arbejdet i indeværende skoleår. Læringscaféen har udmøntet sig forskelligt fra årgang til årgang, og via fælles evaluering giver det os en række indikationer på, hvad der virker, og hvad der ikke virker. Vi har udarbejdet et sæt guidelines for, hvad læringscaféen kan indeholde (kaldet ”De 6 F’er), hvilket har fungeret som inspiration for vore lærere og pædagoger. 

Den Åbne Skole er jo et vigtigt element i skolereformen, og her hos os har vi, gennem det forløbne skoleår, igangsat et væld af nye samarbejdsrelationer med det omkringliggende samfund i såvel det nære som det fjerne miljø. Vi har imidlertid også etableret kontakt til mange af jer forældre mhp. samarbejde af mindre eller større grad. Dette har udmøntet sig i en inspirationsplatform til brug for det fremtidige samarbejde mellem skole og hjem i Åben Skole-regi. Her kan lærere og pædagoger inspireres og tage kontakt til jer, og her kan I inspireres til at byde ind med yderligere vinkler og bud på samarbejde med skolen. 

Hareskov Skole indledte i 2015 et målrettet arbejde med fokus på synlig læring. Vi arbejder således på at udvikle en kultur præget af målfastsættelse, evaluering og feedback. Tilgangen baserer sig på den forskning og evidens, som professor John Hattie har udviklet og fremlagt, og denne er herefter sat i pædagogisk og didaktisk perspektiv af James Nottingham

Gennem vores arbejde har vi selv udviklet en inspirations- og drejebog (Model for synlig læring) til lærere og pædagoger, som beskriver de tanker og processer, som vi finder vigtige i arbejdet med synlig læring.